PÅ EVENTYR I PERU
HØJDEPUNKTER FRA 40 ÅRS REJSER I INKAERNES LAND

Peru er et eventyrligt afvekslende land med mange gamle kulturtræk i behold.
I foredraget fortæller jeg højdepunkter fra mine mange rejser. Tilhørerne kommer med hjem til familier i små landsbyer, og ser hvordan mange stadig lever efter ældgamle traditioner.
INKAERNES LAND
Jeg fortæller historien om riget, der ved de spanske erobreres ankomst i 1530’erne strakte sig fra Colombia i nord til Argentina i syd. Det var et højt udviklet samfund med et udviklet system til at fordele goderne.
Inkaen nedstammede ifølge deres overlevering direkte fra Solen.
Den vigtigste viden om inkariget har vi fra en håndskreven krønike, der i 1904 blev fundet på Det Kongelige Bibliotek i København.
ÆLDGAMLE TRADITIONER
Jeg fortæller om unikke ældgamle traditioner. Vi er med til at genopbygge en hængebro af græs over den øvre Amazonfloden. Hvert år siden inkatiden har landsbyboerne på egnen samlet sig til en firedages fest for ceremonielt at forny samhørigheden.
VANDRING PÅ INKASTIER
Inkariget var bundet sammen af et net af veje. Lange strækninger er bevaret og på UNESCO’s liste over Verdens Kulturarv. Jeg har vandret på mange inkastier og viser billeder, der yder Andesbjergene og inkaerne respekt.
VÆVEDE TÆPPER OG UNIKKE HATTE
Hver egn i Andesbjergene i Peru har et unikt tæppe, hvor mønstrene fortæller en historie. Gennem årtier har jeg opkøbt tæpper.
Til foredraget viser jeg, hvordan de væves.
Mange landsbyer har også deres egen type hat. Også dem har jeg mange af med til foredraget. Det er altid en succes i pausen, at tilhørerne kan se og mærke det smukke kunsthåndværk.